I dette tv-program tager Anne-Vibeke dig med hele vejen rundt til de største seværdigheder på solskinsøen Bornholm. Programmet er fyldt med rejsetips til dig, der vil rejse i bus eller på egen hånd.
Du kan besøge Bornholm på alle årstider og på alle måder. Solskinsøen skuffer aldrig. Anne-Vibeke tager dig med hele øen rundt fra de dramatiske klippekyster i nord, hvor også Nordeuropas største borgruin Hammershus ligger. Det er også på Nordøen, du finder de imponerende søer - Opalsøen og Hammersø, hvor det er oplagt at gå en tur. Opalsøen er et tidligere stenbrud og den historie fortælles også i Moseløkkens stenbrud.
Anne-Vibeke tager dig også med til Bornholms kendte byer, som Rønne, Gudhjem og Svaneke m.fl. De har alle charme og hver deres særpræg, selvom de er kystbyer på Bornholm. Sol over Gudhjem er bare en af Bornholms Danmarkskendte specialiteter, men der er mange flere som is, lakrids, chokolade mm. Gudhjem er også byen, hvor du kan sejle videre til Danmarks østligste øgruppe med Christiansø og Frederiksø.
Midt på øen ligger også stor natur med Almindingen, Rokkestenene og Paradisbakkerne. Her besøger Anne-Vibeke Bornholms højeste punkt.
Sidst, men ikke mindst, så får du også inspiration til at opleve den sydlige del af Bornholm med enorme sandstrande og det fineste sand i verden ved Dueodde.
Find mange flere rejsetips til Bornholm på www.AnneVibekeRejser.dk


